Fårhus straffelejr
Aktiv: 1945 - 1949
Frøslevlejren. Er nu museum
Lejren blev opført som interneringslejr i foråret og sommeren 1944 på foranledning af den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage. Den lød navnet: Frøslev-lejren. Lejren åbnede med en overførsel af 741 fanger fra Horserød, og fungerede som interneringslejr, indtil befrielsen 5. maj 1945. I alt var ca. 12.000 danske statsborgere anbragt i lejren. På trods af alle aftaler blev i alt 1.600 danske modstandsfolk sendt til tyske KZ-lejre. Vagtpersonalet var tysk, men man fik aftalt, at det danske fængselsvæsen stod for madlavningen.
Fra den 5. maj og indtil den 3. august 1945 blev lejren styret af modstandsbevægelsen, hvorefter Direktoratet for Fængselsvæsnet overtog ansvaret. Navnet på lejren blev ændret til: Fårhus-lejren. Der var indsat i alt 4.600 bestående af folk, der var sigtet og dømt for samarbejde med den tyske besættelsesmagt. 3.000 af disse var fra det tyske mindretal i Sønderjylland.
Lejren blev afviklet i 1949, hvor de fleste havde afsonet deres dom. I november 1949 overtog det danske militær lejren og omdannede den til kaserne. Samtidig ændrede lejren navn til: Padborg-lejren. Fra 1968 til 1975 var det kaserne for Civilforsvaret, og derefter (frem til 1984) depot for beredskabsmateriel.
I 1984 dannede Sønderjyllands Amt og Bov Kommune ”Den selvejende institution Frøslevlejren”.
Formålet var at bevare lejren som et historisk mindesmærke. Indtil etableringen af en mindepark og Frøslevlejrens Museum i 2001, var dele af området udlejet til diverse civile formål. I dag et levende museum med diverse temaudstillinger.
Kildemateriale:
www.natmus.dk – Frøslevlejrens og Fårhuslejrens historie
www.froeslevlejren.dk – Frøslevlejrens historie